Manglet den, maatte mandfolkene ri paa naustemønet julenatten. Jeg vet ikke om dette har været praktisert; men de pleiet at erte mandfolkene med det, om julefisken manglet, og det ble gjort alt mulig for at skaffe fisken tilveie. Den samme tortur truet de ogsaa jentene med, om de ikke kunde skaffe snik paa julelefsen. De skulde ri paa fjøsmønet.
Naar saa julaften kom, var det skik at skyte ind julen, om der fandtes et gevær paa gaarden. Og bøsseskud var at høre fra omtrent hver gaard om julekvelden.
La os ta en tur ind i en stue julekvelden. Alt er rengjort, paa bordet brænder et talglys i den blankpudsede messingstake. Alle er søndagsklædte. Paa høibordsenden, foran husfaren, staar en velfyldt bolle med skummende øl, og ved siden brændevinsflasken og den gamle sølvtomling som kanske har været i slegtens eie i flere led. Videre staar paa bordet et traug med rykende poteter, flatbrød og faareside, stekt paa glør.
Efterat en av barna har læst en lang bordbøn, skjænker husfaren en dram til hver; ogsaa barna faar smake paa det kjære brændevin. Under spisingen gaar ølbollen rundt flere ganger, til den er tømt.
Før de gik til bords for at spise steken, tok de sjøfat, d.v. s. fyldte et tinfat med sjøvand og satte det bort til varmen ved gruen eller paa ovnen, hvis de hadde ovn. Efterat de kom fra bordet, skulde sjøfatet studeres. Varmen hadde gjerne gjort at det var blit en del blærer paa vandet. Hvis disse var midt paa fatet, kom fisken den vinter til at staa dypt; men var de langs kanten, vilde fisken komme mere indunder land. En maatte ogsaa merke sig, om blærene samlet sig ved nordre, søndre, østre eller vestre kant; for det gav et sikkert fingerpek om hvor fisken var at finde.
En anden skik som ikke maatte forsømmes julaften var at male et tjærekors paa fjøsdøren. Det indskaarne kors som fandtes paa alle fjøsdører var ikke nok til at holde hulder og andet fanteskap ute i julen.
Efterat sjøfatet var tat kom husmoren med en skaal nøtter til at bite i.
Juletræ var ukjendt.
Til kvelds var det melkesuppe, flatbrød, smør og fisk, kanske ogsaa poteter. Naar de var gaat til bords, sang de et par vers av en julesalme, og det samme naar de gik fra bordet.
Derefter holdt de andagt og gik til sengs.
Juledagsmorgen stod de op i fem-tiden. Husfaren holdt andagt, skjænket derefter en dram til hver, desuten varmt øl med noget at bite i.
Kvindfolket gik saa i fjøset, dyrene skulde ogsaa ha noget ekstra juledag. Om manden ikke gik til ottepreike, tok de sig gjerne en lur til frokosttid. Da var det lefse, kake og fisk med brændevin og øl til. Ovnsbrød var ukjendt; men de hadde gjerne svelekake.
Til folkene kom fra kirke, kokte de halve grisehodet, eller ogsaa var det mylje, og kjøtt til kvelds.
Anden juledag tok de til med juledrikkingen. De indbød naboer og slegtninger vekselvis, og det var gjerne slik at enten hadde de selv gjester, eller de var i gjestebud helgedags kvelden utover, dog ikke længer end til kyndelsmes (2. februar); for Kyndelsmes-Knut jaga jula ut.
Naar de drak jul, maatte de hverken spare paa øl eller brændevin, og det hændte almindelig at manden var noksaa usikker paa foten naar han gav sig paa hjemveien. Det var skik at synge et par vers naar de gik til og fra bordet. Flere gamle pleiet ogsaa at synge et vers naar de kom ind og naar de gik.
Ungdommen hadde ogsaa sin moro i julen. Var det rigtig stor stas, skulde det være skotøl eller kaggeøl. Skotøl hadde navn av at de skjøt sammen til malt, fik en mand til at melte og brygge det, saa det kunde være færdig til jul. Kaggeøl kaldte de det, naar hver voksen gut som vilde være med, istedet for at faa en 5-6 kilo byg, fik en kagge øl av julebrygget. Men hvadenten det var korn eller øl, fik de voksne gutter det av sin husbond eller far.
Til gildet maatte gjentene ta med mat, lefse og kake. Guttene hadde gjerne med en flaske brændevin, og saa maatte de ha spillemand og en ældre mand til at ordne med drikkevarene. Naar saa alt var bragt i orden, kom de sammen en kveld og gildet begyndte. De danset og lekte og fortalte skrøner. Det varte hele natten og dagen med, og det kunde trække ut hele næste nat med, om de hadde nok mat og drikke, og de kunde greie at holde ut saalænge.
Disse lag var ikke saa almindelige. Derimot hadde de gjerne et danselag i hver bygd en gang julen, saasandt de kunde faa tak i spillemand.
Saavidt jeg har hørt, har det ikke været nogen spillemand her i vore bygder. Slike lag gik for sig paa den maate at bygdens ungdom samlet sig i en stue om kvelden og danset utover natten. Men de hadde ingen bevertning, hverken av vaatt eller tørt.
Forlovelsesskikke
Naar en gut hadde faat et godt Øie til en jente, fridde han ikke selv, men maatte ha en kvambelsmand. Han gik da til en mand i bygden som han hadde tiltro til, aapnet sit hjerte for ham og bad ham fri for ham. Hvis denne fandt partiet antagelig, var han gjerne villig hertil, da det ansaaes for en ære at faa et godt parti istand.
Manden tok saa en dag søndagsklærne paa og gik til jentens forældre og forela dem saken, og, om det trængtes, la han et godt ord ind. Fandt ogsaa forældrene partiet antagelig, blev jenten spurt. Svarte hun ja, var forlovelsen i orden, og frieren kunde indfinde sig paa gaarden, hvor han vilde bli vel mottat. Fra nu av pleiet de gjerne at besøke hverandre, likesom ogsaa begges forældre vitjet hverandre. Under disse besøk pleiet de at vise gjestene om overalt, baade i fjøs og stabur.
Fra hun blev forlovet, fik jenten det travelt med at faa alt istand til hun skulde gifte sig. Det var dengang ikke brukelig at reise til byen for at gjøre indkjøp av brudestas. Baade brud og brudgom brukte bare hjemmevævede tøier til klær. Dertil maatte hun ha en 5-6 par sengklær; men disse hadde hun gjeme færdig før sin forlovelse, om hun da ikke var ganske ung. Det ansaaes nemlig for en skam at en jente i forlovelsesalderen ikke hadde en del sengklær og nogen gode sæt gangklær, alt av hjemmevirket tøi. Foruten sine egne klær skulde hun ogsaa sy brudgommens, mens han skulde sy baade sine egne og brudens sko. Det var ikke skik at leie, hverken av skrædder, skomaker eller sypike.
Det var fast regel at holde bryllup om forsommeren og paa en prækesøndag; men først skulde de ha omtalsøl. Dette holdt de i julen, først i brudens hjem. Omtalsølet blev næsten regnet likt med en borgerlig vielse, og en hævet forlovelse, efterat omtalsølet var holdt, var uhørt og vilde i tilfælde betragtest omtrent som egteskapsbrudd. Omtalsølet skulde holdes efter bestemte ceremonier, og jeg skal her fortælle det slik som min mor fortalte det fra den tid da hun som ung jente var med i et slikt lag. Hun er forresten den eneste jeg har truffet som har været med i et omtalsøl, og som har kunnet fortælle om hvorledes alt gik for sig. Foruten de forlovedes forældre og søskende var enkelte av de nærmeste slegtninger indbudt. Desuten en mand som fungerte som forlover.
De kom sammen en lørdagskveld i skumringen, og den sidste som kom ind i stuen var forloveren. Han hilste, og verten bad ham sitte ned, tok flasken, slog i en dram og bød ham. Nei, han skulde intet ha, før han hadde utført sit erende, han var lik Abrahams tjener og var kommet her for at finde en brud til N. N., og nu skulde han høre om faren var villig til at gi sin datter til nævnte person. Faren svarte at han betragtet tilbudet som en stor ære, og at det var med glæde han gav sit samtykke, om nu bare datteren mente det samme. Saa blev hun spurt, og da ogsaa hun med glæde kunde gi sit ja, tømte forloveren den tilbudte dram med skaal for de to unge. Gjestene bænket sig derpaa rundt det veldækkede bord, forloveren holdt en tale for de forlovede, og alle gav sig ikast med mat og drikke. Da alle hadde spist, tok brudgommen frem et skrin, han hadde gjemt ved siden av sig, og satte det paa bordet. Skrinet kaldtes elskovsskrinet og var ofte utskaaret. Han laaste det op, tok frem forklær, halsbind, et par ringer og søljer. Ringene satte han paa brudens haand, søljerne i brystet og rakte hende tilslut forskjellige plag, hvorav ofte et eller to var av silke. Derpaa skulde de forlovede omfavne og kysse hverandre i gjestenes paasyn. Hver gjest fik ogsaa en gave, mændene et halstørklæ eller halsbind, kvinderne et plag.
Saa snakket de om hvor stort bryllupet skulde være, hvor mange gjester en kunde regne paa vilde komme, og hvor meget øl og brændevin de skulde skaffe tilveie. Det blev ogsaa bestemt hvem der skulde bære utgiftene, om brudens far ikke magtet at gjøre det. Kunde han det, var det en selvfølge at han kostet det hele. Det blev ogsaa avtalt hvor meget hver av de unge skulde ha i «heimafylgje», hvad der skulde betales for gaarden, hvis det var en jorda-gut og selveiendom hvilket sjelden var tilfældet. Var det bygslejord blev det avgjort hvem som skulde ordne med bygselkontrakten.
I omtalsølet blev saaledes alt gjort klart angaaende de unges bosæte, og derav har omtalsølet sit navn. Som regel blev bruden hjemført en lørdag, og søndags morgen skulde de gaa med heimafylgje-mat. Bruden gik da med en kurv med lefse og kake og brudgommen med brændevinsflasken til alle naboer paa gaarden, delte ut av matvarene og skjænket rundt til alle i huset.
Bryllupsskikke
Før en kunde indby til bryllups, maatte ølet være brygget da det ikke gik an at «by nedi maltet.» Var det et rigtig stort bryllup, indbød de naboer, slegtninger og nær sagt saa mange som man kunde faa. Bryllupet begyndte lørdag kveld og varte til tirsdag.
Til bryllupet maatte de ha kjøkemester, spillemand, kjeldermand, kok og brudekone.
Naar mændene kom til bryllups, maatte de ha med et spekekjøttlaar, og konerne en korg med lefse, kake, en smørkande, et søstefat m. m.
Flere dage før bryllupet hadde de sendt rundt i bygden en «mjelkebe’ar», som i regelen var en ældre kvinde, og som gik avsted med et stort «hylkje» paa ryggen og en dal i haanden. For det trængtes en god grand melk til dravle, og skikken var at enhver husmor gav et melkemaal. Mandag blev konen atter sendt ut, og dennegang efter rømme til brudagrauten, og nu skulde hun av hver ha rømmen av en ringe. Skikken var saa indgrodd at naar de saa hende, slap hun at nævne hvad hun kom efter.
Brudakona indfandt sig gjerne tidlig paa dag for at hjælpe til at lage færdig al den mat som skulde til, kline lefser og kaker, før gjestene indfandt sig. Efterhvert som de kom, fik de skjænk: Øl og brændevin, hvorefter de satte sig til bords med en portion tildelt mat, en lefse, en kake, en skefuld søst og i senere tid en rugkavring. De brukte øl til maten, ikke kaffe. Det som en ikke spiste av den tildelte portion, tok en vare paa, og en kunde saaledes ta med sig hjem en hel del mat fra bryllupet. Til kvelds var det melkesuppe, fisk, smør og flatbrød.
Vi skal nu se litt paa bryllupsflokken, naar den gik tilbords. Brudefolkene tok plads i høisætet, mens kjøkemesteren hadde tat frem sin kjøkemesterklubbe og gik rundt for at nøde gjestene til bords. Under støi og leven faar han endelig alle bænket paa sine pladser. Han banker saa i stuebjelken med sin klubbe og begjærer lyd. Saa holder han en tale som begynder med at nævne at nu er det bryllup paa gaarden, og han haaper at her ikke skal komme til at mangle noget, hverken av mat eller drikke, for her er saa og saa mange tønder øl, en hel tønde brændevin og endda noget ekstra. Og her er ogsaa en spillemand med i laget, saa det er raad til at faa sig en svingom. Fremdeles nævner han saa ved navn dem som er leiesvende og brudepiker, og slutter med at si at hvis nogen synes at noget mangler, maa de bare si fra, saa skal det bli rettet paa.
Under talen sat tilhørerne alt andet end andægtig. Kjøkemesterens ord blev mottat med skjemt og vitser, saa han hadde sin fulde hyre med at gi svar til de forskjellige som avbryter ham. Men er kjøkemesteren stillingen voksen, og det er han som tiest, blir han ingen svar skyldig og faar latteren over paa sin side. Saa banker han atter i bjelken, og det blir ganske stille, mens han læser bordbønnen, som ender med disse ord: «Alt hvad der paa bordet er eller komme kan, det velsigne Gud med sin runde og milde haand; saa faar vi mat i Jesu navn.» Saa synger han et par bordvers og sier: «Sit dermed i Herrens fred, og velbekomm dokka spis.»
Nu tar han sin foldkniv og merker med et kors smørkandeme som staar i række og rad efter alle bord. Han begynder ved høisætet og synger:
”Kjøkemeisteren heve no alltid ei vis,
han drege paa kniven og skjere ei flis utu smøra de’ feite.
Aa alle smørkannenene lyt han ruin,
aa sia so lyt han ette fiskja gaa.
Han é orimele heite”
(sure, salte, o. s. v. hvad han nu kan finde paa at si).
Denne ceremoni gjentar han, hvergang det blir fremsat smør paa bordet, og grunden er at troldskapet ikke tør være ved en korset smørkande. Og blir den ikke merket med et kors, kunde det bli farlig at ta smør av den.
Kjøkemesteren gaar nu ut og kommer tilbake i spidsen for brudepikene og leiesvendene med et traug med fisk, som sættes foran brudefolkene. Nogen av brudepikene bærer ind fisk, andre suppe, atter andre en korg med skeer, træskeer og hornskeer, mens gjestene nappes om de bedste. Kniver maa gjestene selv ha med, om de vil undgaa at bruke fingrene, og gafler er det ikke tale om. Bare brudefolkene hadde tallerkener, og de som sat nærmest dem. Disse hadde «borska» (trætallerkener), og kanske sølvskeer og bordkniver.
Mens folk spiser, maa kjøkemesteren opvarte med en og anden visestub og avlevere vittigheter for at holde stemningen oppe. Og gjestene nyter ogsaa maten under almindelig munterhet. Kjøkemesteren maatte helst ha en kraftig sangstemme, likesom han maatte kunne en mængde sanger og viser. Disse var enten slike som var almindelig brukt av alle eller de var – og det mest – tat av Svee-Niels boka (sanger av den kjendte Stranda-digter Niels Olsen Svee), «Den sjungende mand paa sjø og paa land», og fra «Kløverbladet.»
Naar gjestene er forsynt, banker kjøkemesteren igjen i bjelken og begjærer lyd. Saa sier han at hvis alle har faat sit nøie, skulde de takke Gud for maten. Han læser bordbønnen og synger et par vers. Som enhver kan skjønne, skulde der en mængde sengesteder til, da der ved bryllupper ofte kunde være et par hundrede gjester. Men de tok det ganske enkelt med dette. De la flatseng paa et par laaver, og hadde i forveien laant de nødvendige sengklær hos naboene. Bare koner med spædbarn fik sengeplads i nabostuene.
Søndagsmorgen gik leiesvendene og brudepikene rundt til alle sengesteder, de første med brændevinsflasken, de andre med store korger fyldt med tilaget mat, en portion til hver. Før de gik til kirke, var gjestene tilbords, og blev traktert paa samme maate som lørdagskveld.
Paa veien til kirken gik spillemanden i spidsen og spillet brudemarsjer. Tidligere spillet de helt til kirkedøren, senere bare til kirkeporten, men i min barndom kun til tunet paa Ulstein. Brudevielsen foregik under gudstjenesten, like efter prækenen. – Efter gudstjenesten hadde brudgommen det travelt med at by til bryllups. Han kunde ofte by saa mange han kunde faa og tildels være noksaa paagaaende. Bruden gik omkring med et tørklæ fyldt med vandkringler, delte ut til barna som gjerne flokket sig omkring hende, og naar et tørklæ var tømt, stod en brudepike med et nyt fyldt igjen.
Mens stod spillemanden og spillet slaatter, og naar der var flere brudepar, hvad der ofte var tilfældet, kunde slaattene ljome over hele kirkebygden. Hjemover fra kirken spillet han som til kirken. Brudefølget blev mottat med bøsseskudd, mens kjøkemester og kjeldermand stod paa tunet med flasken og øldunken. Kjøkemesteren ønsket brudefolket tillykke og velkommen og skjænket en dram til dem, idet han sang et par vers med passende indhold.
Leiesvendene gik ogsaa omkring med flasken, og kjeldermanden maatte ikke glemme at by enhver av gjestene en slurk øl. Saa gik de tilbords. Der var dækket op med dravle og «utlagde matar», som de kaldte det. Kjøkemesteren banket atter i bjelken og begjærte lyd. Han holdt en kort tale til brudefolket som høvet for anledningen og gjerne var av humoristisk natur. Saa læste han bordbønnen og sang:
Velkommen, velkommen vor brudgom og brud fra kirken, Guds tempel paa jorden!
Velkommen de andre, vore gjester for Gud, nu er alle ting i sin orden.
Gud gjøre dem fro, giv lykke de to,
som nu ægteviet er vorden, o. s. v.
Der var som regel tre bordsæt, før alle var forsynet.
Nu begyndte dansen, og det var ikke bare de unge som deltok, ogsaa de gamle var med og alle vilde danse med bruden. Hun danset med fuld brudepynt, ogsaa med den tunge, glitrende sølvkrone paa hodet. Dansen gik uten stans til kveldsmaten var færdig og bordene dækket. Rettene var nu som lørdagskveld: fisk, melkesuppe, flatbrød og smør. Kjøkemesteren røgter sit hverv som vanlig under maaltiderne.
Efter maten tok de til at danse igjen og holdt paa med dette til de utpaa morgenen blev trætte. Av og til kastet de dansende nogen skilling i felen, og naar spillemanden syntes at indtægten var vel liten, rystet han paa felen, og saa kom mynten villigere.
Bevertningen mandag morgen og tirsdag morgen var den samme som søndag, likesom mandag middag var som søndag og lørdag kveld. Mellem maaltidene gik dansen ustanselig til mandags kveld, da brudegrauten blev servert.
Dette maaltid skulde ha sin egen ceremoni. Efterat alle hadde bænket sig, bordbønnen var læst og bordversene sunget, blev et par bøsseskudd avfyret. Saa gik kjøkemesteren ut for at bære ind brudegrauten. Med spillemanden i spidsen og under tonene av en brudemarsj kom kjøkemesteren, leiesvendene og brudepikene hver med et fat rømmegrøt og satte paa bordene, hvor der iforveien var dækket op med fisk, flatbrød og smør. Nu gjaldt det ikke at spare paa drammene, for efter brudegrauten skulde de «gi atti skaala», og da var det om at gjøre at gjestene var i godt humør.
Foran brudefolkets plads ved høibordsenden blev sat et tinfat. Over dette laa en sammenlagt duk, og ved den ene side av fatet stod en flaske med brændevin, paa den anden en flaske med vin. Brudefolket satte sig nu i høisætet, ved siden av brudgommen hans forældre og ved bruden hendes far og mor. De andre gjester sat rundt bordene, saa mange som kunde faa plads.
Kjøkemesteren gik saa frem paa gulvet, banket i bjelken og holdt en kort tale, hvori han sa at nu hadde gjestene baade spist og drukket saa meget at de skulde gi atti skaala. Han sang et par vers og satte en træborsk med to tomlinger paa foran brudefolket. Brudgommen fyldte saa den ene tomling med brændevin, mens bruden fyldte den anden med vin og la to store fliser spekekjøtt attaat. Kjøkemesteren tar saa borsken med sakene paa og sætter foran brudgommens far, idet han synger et vers. Faren drak nu drammene halvt ut, trak lommeboken frem og la sin brudegave paa borsken. Saa drak han drammene ut og tok til sig kjøttflisene. Kjøkemesteren tok derpaa borsken, banket med klubben i bjelken og begjærte lyd: «Her kommer N. N., brudgommens far som en agtendes mand og gir saa og saa meget atti skaala, og stor tak skal han ha som gav, og tak skal han ha som frem bær. Saa skyver han pengene av borsken ned paa den sammenlagte bordduk over tinfatet. Brudefolket haandtakker giveren og hans kone, og kjøkemesteren sætter atter borsken foran brudefolket som fylder tomlingene og lægger de to fliser spekekjøtt paa. Saa vender han sig til brudens far, og den samme ceremoni gjentar sig. Saa kom turen til hver av gjestene, ingen maatte forbigaaes. Var forældrene velstaaende eller rike, kunde de gi 50-100 daler, eller 10-20-25 og dertil 2 kjør, en to-tre sauer m. m. De voksne søskend gav 2-3, optil 5 daler, naboer og fjernere slegtninger 2-3 daler, unge gutter 1 daler eller 6 ort, og jenter en halv daler eller 3 ort.
Selvsagt gik det mange timer med til alt dette, og det er synd at si at det gik stille for sig.
Det var skravl og leven, der lød kritik naar de fandt at nogen havde været for sparsom, og der lød bifald over en raust giver. Det hændte mangen gang at en gav 2½ daler bare for at beskjæmme en anden som hadde git 2. Ofte gav fattige eller mindre velstaaende gjester, som ingen kontanter hadde, løfte om penge eller en sau, et løfte som nok ikke altid blev indfridd.
Umfraimt hvad forældrene gav atti skaala, kunde det almindelig komme ind 100-150 daler, og rygtet om skaalegavene kunde ofte gaa bygden rundt, før bryllupet var slut. Det var oftest ut paa morgenkvisten tirsdag at de var færdige med at gi atti skaala, og nu gjaldt det for ungdommen at faa spillemanden paa benene. Han hadde nemlig været fri, mens skaalgavene blev git, og overtræt som han var, og kanske ogsaa ør i hodet av de sterke saker, kunde det være vanskelig nok at faa ham rigtig vaaken. Men op maatte han, for nu skulde det være dans!
Tirsdag morgen blev «brudabiten» utdelt, og brudabiten var noget rikeligere end «matane» ti1 de andre maal.
Ved middagsbordet tirsdag blev bryllupet avsagt. Kjøkemesteren holdt da en tale, hvori han gjorde kjendt at nu var der ikke mere at bekomme, hverken av vaatt eller tørt, for nu hadde de spist og drukket saa grundig at baade stabur og kjelder var tømt.
Efter middagen tirsdag begyndte gjestene at ta avsked; men det var meget almindelig at de sidste først kom avgaarde utpaa kvelden.
De koner som hadde korg med til bryllupet, skulde «ha i korgen med hjem» d.v.s. de fik 3-4 lefser og et par store stykker brød med sig hjem. Da ingen av gjestene hadde spist op den tildelte mat, hadde de oftest mere mat med hjem end de hadde spist under bryllupet.
Be til bustad
Det var skik at naar den ældste søn, som skulle ha gaarden, giftet sig, fik de nygifte kosten hos forældrene om sommeren, indtil de fik høstet ind avlingen og malt kornet. – De som ikke det fik, brukte at be til bustad.
Dette gik for sig paa den maate at de nygifte tok en baat og rodde langs land fra gaard til gaard. Manden blev igjen ved båten, mens konen gik til gaards med opbrettet overskjørt. Naar hun kom til gaards slik antrukket, skjønte de hvad ærende hun hadde. Konen i huset tok hende da med paa staburet og gav hende litt mel, flatbrød, kjøtt og flesk. Paa den maate fik de nygifte saa meget sammen at de kunde leve til høsten.
Denne skik holdt sig her til omkring 1840, da en kommunebeslutning forbød trafikken.
I barnsøl og gravøl
I barnsøl og gravøl var bevertningen omtrent som i brylluper, men med den forskjell at det kun var undtagelsesvis at de brygget øl. Men brændevin hadde de altid.
Hverken barnsøl eller gravøl varte mere end 1 dag, og altid gik det stille for sig.
Religiøse skikke
Folk gik meget flittig til kirke og regelmæssig to gange om aaret til alters, høst og vaar. Hver lørdags og søndagskveld holdt de husandagt.
Paa de større gaarder var det skik paa de søn- og helligdage her ikke var gudstjeneste, at de kom sammen i en stue om formiddagen, og en av mændene, som læste bedst, læste da en præken av en huspostil, idet de alle sang en salme før og efter oplæsningen. Der hvor de ikke ordnet sig paa denne maate, læste husfaren hjemme hos sig.
En ting blev nøie overholdt, nemlig at de som gik til alters altid maatte være fastende.
Litt om overtro
Foruten hvad der før er sagt om overtroiske skikke ved ølbrygging og om at anbringe kors paa fjøsdørene, kan nævnes følgende: Ethvert kar som blev brukt til at ha melk i eller avdrot fra fjøset, maatte være forsynet med et kors paa bunden, saasom melkeringer, kjerner, rømmestrokker, smørkander o. s. v. De var meget forsigtige med at laane ut tette til naboer, da laantakeren let kunde ta melkelykken fra en. Der maatte være staal i melkebøtten første gang koen blev melket efter kalvingen. Jeg kan godt huske en gammel kaarkone her paa Hasund som ved en slik anledning satte fast en naal i byttelæggen.
Det er merkelig, hvor ofte de i gamle dage hadde syner. Saa de et lysglimt over et hus eller en gaard, var det overnaturlig, og den som saa det maatte hurtigst mulig underrette vedkommende herom, saa han ved en gave til et veldædig øiemed eller en nyttig institution, kunde avvende den truende fare, da et lys over huset varslet ildsvaade.
De hørte ogsaa ofte røster fra sjøen. Dette forklarte de slik: Var en omkommet paa sjøen, kunde en like foran et saadant uveir som det var under ulykken høre nødrop fra det sted hvor vedkommende var druknet.
De snakket ofte om «fiskeljøs.» Det var lys de saa paa sjøen, og disse varslet altid uveir og ulykke.
Folk trodde at de døde gik igjen, især hvis vedkommende hadde ført et mindre agtværdig liv.
Troen paa huldrer var almindelig, og mange gamle paastod at de hadde set de underjordiske og deres blaa kjør. Kunde en kaste staal over en slik ko, fik en den, og huldrekjørene skulde være gode melkedyr.
Utboren var et væsen som fremkom naar ugifte kvinder, som hadde født i dølgsmaal, dræpte sit nyfødte barn. Utboren pleiet at holde til paa det sted hvor ugjerningen var utført.
Maraa (maren) brukte at lægge sig som en tung byrde paa ens ryg, saa en saavidt kunde greie at bære hende. Naar hun slap taket, saa en hende gjerne fare henover marken, trillende som et tøndebaand. Vilde dyrene ikke trives i fjøsen, var det tussen som voldte det. Hadde han været paa spil, hentet de en mand som kunde læse tussebønnen, og naar den var læst i fjøset, maatte tussen ut, og dyrene vilde trives igjen. Men der er ingen her i Ulstein som nu kan tussebønnen, da den sidste som kunde den – en gammel mand – døde for nogen aar siden. De brukte ogsaa en anden raad for tussen. De laget en diger «rjømebite», en hel flatbrødleiv med tyk rømme paa.
Denne skulde nytes i fjøset slik at den person som skulde utføre besvergelsen bet i leiven der hvor rømmen vilde rende utover kanten, idet hun to gange uttalte: «Kjem du her, møter e de der.»
Paa Flø maatte ingen ting gaa rundt paa en fredag. De kunde saaledes hverken male paa kvern, spinde eller bake den dag. Gjorde de det, vilde det bli ildløs paa gaarden. Merkelig nok gik det slik da en person for første gang brøt denne regel. Den masstove som hun bakte i brændte ned.
